Tusmørkeruten i Dark Sky Park Nyord

På Nyords naturområde er der helt naturligt mørke uden lysforurening, bortset fra når månen lyser.
Det er meget intenst og dine sanser skærpes, når du går stille i tusmørket og kan komme tæt på dyrelivet
 
Her kan du opleve flagermus, natugler og natsværmere, som viser sig som silhuetter i luften.
Ræv, rådyr, mus og løbebiller bevæger sig rundt i området hele året.
Du kan høre lydene fra dem.
Natugler der tuder og skriger, ræve der hyler og gør, rådyr der gør som en hund, fugle der flyver hen over det åbne land, flyvende insekter.
 
Når der ikke er skyer på himlen, kan du se mælkevejen, stjerner, stjerneskud, måne, planeter og satellitter.

 

 

Sådan får du en god oplevelse

Start turen når solen går ned, og tusmørket sænker sig.

Husk varmt tøj, gode sko og eventuelt noget at sidde på.

Sæt mobilen på lydløs og lad den blive i lommen.

Giv dig god tid.

Rigtig god tur!

  

Kort og godt om Tusmørkeruten på Nyord

Denne rute starter på Hyldevang Naturcenter, Ulvshalevej 401, 4780 Stege. 

Her finder du p-plads, muldtoilet, bålhytte, shelterplads, naturlegeplads, sansehave og kørestolsegnet udsigtsplatform.

Længde: 1,3 km

Ruten er afmærket med hvide natursten:
      En hvid sten = gå denne vej
      To hvide sten = stop op, sæt dig ned eller stå stille og bare lyt, duft, kig op.

Ruten går ad offentlig vej og grusvej.